For første gang nogensinde var Taiwans udenrigsminister Joseph Wu inviteret til at deltage i årets Copenhagen Democracy Summit, der blev afholdt i slutningen af juni måned.


Hovedarrangøren bag begivenheden var Anders Fogh Rasmussen, NATOs tidligere generalsekretær og forhenværende dansk statsminister.

-Det er første gang,  en taiwansk udenrigsminister er blevet inviteret til dette topmøde,  og det takker jeg meget for, sagde Wu.

-Taiwans relativt unge demokrati er under vedvarende militær trussel fra et autoritært regime, der arbejder indædt for at indskrænke Taiwans internationale rum.

-Men Taiwan vil fortsat tale højt om forringelsen for menneskerettigheder og religiøs frihed i Kina, og vi støtter de nuværende pro-demokratiske protester i Hongkong, og derfor er Taiwan sin lidenhed til trods en trussel for autoritære systemer.

-Men selv om vores demokrati er under pres, vil vi hverken opgive demokratiet  eller den demokratiske livsform. Vi er tværtom fast besluttet på at lade Taiwans demokrati tjene som en fyrtårn for dem, der længes efter frihed, demokrati og  beskyttelse af menneskerettighederne.

-Godt nok er Taiwan under pres, men vi er stålsatte på at overleve og udvikle os for at bevise, at demokrati er den bedste vej at gå for menneskeheden, sagde Joseph Wu.

Udenrigsminister Wu holdt sin tale om Taiwans kamp for demokrati på den første af topmødets to dage, der samlede deltagelse fra ledere inden for politik og erhvervsliv fra alverdens demokratiske lande, heriblandt mange både nuværende og forhenværende regeringsledere.

Copenhagen Democracy Summit organiseres af Alliance of Democracies Foundation, der som non-profit organisation blev etableret i 2017 af netop Anders Fogh Rasmussen.

Ved topmødets første åbning i 2018 deltog både USA’s tidligere vicepræsident Joe Biden og Storbritanniens forhenværende premierminister Tony Blair.

Kilde: https://taiwanidanmark.wordpress.com/2019/08/13/taiwans-demokrati-vil-overleve-trods-kinas-trusler/



Seneste Artikler


Social Connections