Den tidligere statsminister kritiserer Kina for at forhindre verden i at lære fra Taiwans succesfulde erfaringer med at bekæmpe coronasmitte.


Ifølge den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen kan det blive en kostbar fejltagelse, at WHO af politiske grunde holder Taiwan ude af sit samarbejde om bekæmpelsen af coronavirussen.

Fogh skriver i et debatindlæg i TimeMagazine, at Taiwan med sine 23 millioner indbyggere er sluppet med blot 100 coronasmittede, fordi Taiwan har været usædvanligt velforberedt.

Nye virustilfælde i Kina falder til det laveste i seks uger

Det kunne resten af verden lære af, hvis ikke Kina blokerede for, at Taiwan kunne bidrage til Verdenssundshedsorganisationens (WHO) arbejde, skriver den tidligere danske statsminister.

 

- Der er en lektie, vi kan lære af Taiwan, både når det gælder det aktuelle udbrud, og de fremtidige uundgåelige udbrud, der nu er et særkende for vores globaliserede verden, skriver han.

Hvorfor har Taiwan håndteret coronakrisen så godt?

Internationale eksperter har peget på, at Taiwan var i stand til at reagere hurtigt, da de første historier begyndte at dukke op om en ny virussmitte i Wuhan i Kina, fordi landet lærte en hård lektie under sars-udbruddet i 2003 med mange dødsfald.

Det fik dengang Taiwan til at etablere et beredskab, kaldet NHCC, der skulle forberede samfundet på det næste virusudbrud.

Allerede i januar gik dette beredskab i gang, og i begyndelsen af februar var NHCC klar til at iværksatte en række initiativer, lige fra rejseforbud til en øget produktion af ansigtsmasker.

Indbyggere i Taiwan på vej til arbejde onsdag - alle omhyggeligt beskyttedeIndbyggere i Taiwan på vej til arbejde onsdag - alle omhyggeligt beskyttede Foto: Sam Yeh / Ritzau Scanpix

Ved at kombinere big data fra internettet kunne myndighederne finde ud, hvilke borgere der havde rejst i risikoområder og hurtigt give dem besked om at gå i selvkarantæne. Ved at overvåge telefonoplysninger kunne myndighederne også sikre sig, at folk overholdt karantænen og blev hjemme.

 
 

Anders Fogh Rasmussen sammenregner 124 forskellige store og små initiativer, som myndighederne i Taiwan tog usædvanligt hurtigt.

- Måske er det ikke alle disse initiativer, der vil være kulturelt acceptable for europæere og amerikanere, men der kan ikke være tvivl om, at de har reddet liv og har hjulpet med at forhindre panik. (…) Indtil videre har de vist vejen frem ved at kombinere big data, gennemsigtighed og central styring, skriver den tidligere NATO-generalsekretær.

Hvad bunder striden mellem Kina og Taiwan i?

Men selv om Taiwan kan have erfaringer at dele, så får de ikke lov til at gøre det i WHO.

Kina fastholder, at Taiwan ikke er et selvstændigt land, men blot en kinesisk provins og derfor ikke kan opnå selvstændig repræsentation i FN-organisationer som WHO.

Striden går tilbage til den kinesiske borgerkrig mellem kommunisterne på den ene side, og Chiang Kai-sheks nationalister på den anden side. I 1949 vandt kommunisterne og udråbte Folkerebublikken på fastlandet, mens Chiang Kai-shek og hans nationaliser flygtede til øen Taiwan.

 

Lige siden har den kommunistiske regering betragtet Taiwan som en oprørsk provins, der blot venter på at blive indlemmet i Folkerepublikken. Taiwan repræsenterede hele Kina i FN indtil 1971, hvor Folkerepublikken overtog pladsen i FN.

I dag fungerer Taiwan i praksis som en selvstændig republik.

Skolebørn delvist isolerede fra hinanden i klasseværelse i TaiwanSkolebørn delvist isolerede fra hinanden i klasseværelse i Taiwan Foto: Ann Wang / Ritzau Scanpix

Samarbejde mellem USA og Taiwan

Både Taiwan og USA har argumenteret for at lade Taiwan deltage i WHO’s arbejde – i det mindste med observatørstatus – men uden held.

I stedet har Taiwan og USA nu indledt et direkte samarbejde om bekæmpelse af coronavirus, skriver AsiaTimes.

 

Samarbejdet betyder, at Taiwan vil producere ansigtsmasker og test-udstyr til bekæmpelse af coronavirus og eksportere dem til USA. Nu hvor Taiwan mener at have smitten nogenlunde under kontrol derhjemme, producerer landet flere ansigtsmasker, end man behøver.

Landet har indført en handelsembargo, der forbyder eksport af både medicin og medicinsk udstyr til Kina, så der er nu et produktionsoverskud, der kan sendes til USA.

Til gengæld fårTaiwan lovning på at blive blandt de første til at nyde godt af ny, amerikansk-udviklet medicin på området, så snart den bliver klar.

- Som en yderligere styrkelse af samarbejdet mellem USA og Taiwan i bekæmpelsen af coronavirus, som opstod i Wuhan i Kina, vil begge parter indlede vidensdeling og samarbejde på en række områder, sagde parterne i en fælles udtalelse, da aftalen blev indgået torsdag.

Taiwan har ikke opgivet håbet

Den direkte kontakt til USA betyder dog ikke, at Taiwan har opgivet at blive inddraget i arbejdet i WHO.

Taiwan har pure afvist et kinesisk forslag om et diskret samarbejde, hvor man udveksler information, som Kina så kan bringe frem i WHO på Taiwans vegne, skriver Asia Times.

Og det gør Taiwan ret i, skriver Anders Fogh Rasmussen i Time Magazine:

- Indtil nu har verdenssamfundets organisationer accepteret Kinas pres for, at Taiwan skulle holdes ude. Men det har haft omkostninger for os alle sammen, i dette tilfælde først og fremmest for Kina. Nu er det på tide vi fortæller Kina, at der er steder, hvor man kan diskutere storpolitik. Men WHO er ikke stedet, skriver Anders Fogh Rasmussen.

Kilde: https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-03-19-anders-fogh-taiwan-har-haandteret-coronavirus-formidabelt-hvorfor-maa-vi-ikke



Seneste Artikler


Social Connections